Gregers Friisberg: LIVSSTILE OG VÆRDIER CTR. KLASSE OG INTERESSE
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
En avis skrev sådan om vælgerne efter valget 20. November 2001:
Det store flertal af vælgerne, der engang kunne kaldes ’arbejdere’, kan i dag bedst karaktiseres ved deres livsstil: De ser for meget fjernsyn; spiser for dårligt og går klædt i syntetisk tøj, der er købt i et supermarked. Men som i øvrigt lever et slidsomt liv. Det er bl.a. denne store og voksende gruppe, der netop har fravalgt Socialdemokratiet og sat krydset ved Dansk Folkeparti i stedet. Men også vælgere, der tidligere stemte på SF og Enhedslisten har valgt at stemme på Venstre og Dansk Folkeparti.
Vælgervandringen er et udtryk for, at såvel Socialdemokratiet som SF og Enhedslisten har mistet forbindelsen til de folk, der i stigende grad udstødes i det moderne videnssamfund – om ikke i økonomisk forstand så i en kulturel henseende. Mennesker, som paradoksalt nok føler sig truet af det mindretal, der hylder ’multi-mangfoldighed’. (Information 29.11.01)
Det er en meget almindelig karakteristik af, hvad der er "sket" med vælgerne. Livsstil siges at have overtaget klassernes, den sociale baggrunds, rolle som forklaring på vælgernes adfærd. Dermed er også højre-venstre skalaen udraderet. Den byggede nemlig på interessekampen: Kampen for en retfærdig fordeling og samfundsreformer i retning ad velfærdsstat, contra fortsat social differentiering og satsen på markedsøkonomi.
Der er meget rigtigt i denne karakteristik. Den er dog tilbøjelig til at overdrive de stedfundne ændringer. Det er ikke kun livsstil, der gør det. Bag livsstilen ligger stadigvæk forskelle i økonomisk formåen. Men opdelingerne er ikke så markante som tidligere. I dag kan man se SID’ere (specialarbejdere) i relativt vellønnede jobs. De kan have samme interesse som højere funktionærer i, at skattesystemet ikke beskatter marginale indkomstforøgelser så hårdt.
Endelig er det også et spørgsmål om værdier: At hylde "multi-mangfoldigheden" over for at "beskytte den identitet", man har, og som man føler truet.
Det er klart, at indvandringen ikke tager sig ud som så truende for den "intellektuelle klasse", som den måske kan gøre det for "arbejderklassen". Det er ikke den intellektuelles job, der er truet af indvandring af ufaglærte fra 3. Verdenslande. Den intellektuelle har "råd" til at satse på andre værdier, som f.eks. godt miljø, prioritering af u-lande, etc. Det er også med til at forklare stemmeadfærden ved et valg som det, der virkelig flyttede noget i november 2001.
Figur 1: Socialdemokratiets og Venstres stemmeandele ved folketingsvalg 1901-2001
Frem til krisen i 1930’erne oplevede Socialdemokratiet en ubrudt fremgang i stemmeandele. Det var industrisamfundet og den voksende arbejderklasse, der lå bag denne udvikling. Der kom et betydeligt afbræk under 2. Verdenskrig, men det var udtryk for, at et nyt arbejderparti kom til, som udsatte Socialdemokratiet for konkurrence. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) nød godt af den kommunistiske modstandsbevægelses indsats under besættelsen. Det skabte grundlag for en permanent venstrefløj, idet DKP’s stemmer sidenhen blev overtaget af SF og Enhedslisten. Det var især spørgsmålet om allianceforhold i udenrigspolitikken og forholdet til sikkerhedspolitikken, der lå bag denne opsplitning i partier. Venstrefløjen var imod NATO-medlemsskabet og senere også den socialdemokratisk-borgerlige EU-politik.
Hertil kom, at et grundlag for venstrefløjen var dannelse og fremvækst af uddannede mellemlag, der blev ansat i sundheds- uddannelses- og administrative sektorer i den voksende offentlige sektor og serviceerhvervene.
Det senmoderne oprør imod den klassemæssige kassetænkning og for individualisering og privat livsstil kom først med 1973-valget, hvor Fremskridtspartiet kom ind i Folketinget med 28 mandater. Det er delvist denne udvikling, der gentages i 2001, men nu med tilføjelsen af de delinger, som følger af indvandrerpolitikken.