Anm: Det er noget arbitrært at anføre politikeren Thatcher som repræsentant for "ultraliberalisme". Hun blev som liberalistisk ideolog kendt for udtalelsen: "There is no such thing as society". Man kunne også nævne økonomen Friedrich von Hayek eller filosoffen Nozick. Marx er med vilje ikke identificeret med begrebet "videnskabelig socialisme", da der er en del uenighed om, i hvilken grad han kan tillægges dette. "Marcuse - venstresocialisme": Opfattelsen af begrebet "venstresocialisme" svarer ikke helt til det danske venstresocialistiske partis ideologi, som for de fleste af partiets fraktioner var mere påvirket af Marx end af Marcuse, men til det venstresocialismebegreb, der identificeres med dele af den såkaldte "ældre Frankfurterskole", hvor man foretog en begrebslig fusion af venstrefreudianisme og marxisme. En af Marcuses teser er f.eks. den såkaldte "repressive afsublimering", der populært sagt går ud på, at det senkapitalistiske samfund tillader frihed på områder (porno, seksuel frigørelse, materielt konsum), hvor det ikke truer kapitalens reproduktion.

Ideologier er sammenhængende idékomplekser, som formulerer  mål  for samfundsudviklingen. Af gamle ideologier kan nævnes  konservatisme, liberalisme og socialisme. Den første gik ind for at bevare (konservere)  træk samfundet, der opfattedes som bevaringsværdige. Den anden, liberalismen, gik ind for at frigøre individet og markedet. Den tredje, socialismen, gik ind for større økonomisk lighed, fællesskab og solidaritet. Ideologierne ændrer sig løbende som et resultat af samfundsudviklingen. Nedenfor en kort omtale af hovedideologier. Link her til opgave om ideologier.

Skema 1: Elementer i socialisme, liberalisme, konservatisme og økologisme(grøn ideologi).

Anm: Der er blandt socialister i dag mange opfattelser af staten. Det er ikke alle, der går ind for en stor stat. Med statens størrelse menes i figuren f.eks., hvor stor en andel af samfundets produktion, som opkræves i skatter og bruges/fordeles af det offentlige. "Stærk stat" går på myndighedsudøvelsen, f.eks. at man mener, der skal være meget politi på gaderne. Kollektiv frihed: Individets frihed opnås igennem solidaritet med andre. Det kan f.eks. være friheden til at slutte sig sammen i gruppedannelser for at fremme fælles mål. Indkomst-/formuefordeling: Hvor meget ejer folk, og hvor meget tjener de i forhold til hinanden.

Konservatisme

Konservatismen tager sit udgangspunkt i det enkelte menneske og dets behov og ansvar og ikke i fatslåste økonomiske teorier eller forestillinger om det fuldendte eller færdige samfund. Vi konservative tror på bestandig udvikling, på evolution i modsætning til revolution. Vi sætter erfaringen over spekulationen, historien over utopien.
   Det konservative menneskesyn er præget af den opfattelse, at alle mennesker er født forskellige, men ligeværdige og med samme fundamentale rettigheder. (Det konservative Folkepartis sekretariat, Folketingets informationstjeneste 26.4.93)

For en konservativ er det centralt at bevare det, der ses som de gode træk ved samfundet. Samfundet er et organisk hele. De forskellige dele af det arbejder sammen og ikke imod hinaden. De af samfundets institutioner, som har eksisteret i mange år og dermed vist, at de er en del af samfundet, kan være bevaringsværdige. Kongehus, kirke og skole skal der værnes om. Familien er en del af samfundets grundvold.
    Staten har en forpligtelse til at tage sig af og beskytte de svage. Der skal altså eksistere et offentligt velfærdssystem med garanterede sociale ydelser. Denne opfattelse kaldes undertiden socialkonservatisme.

Grøn ideologi

Økologisterne (de grønne) nægter almindeligvis at underkaste sig højre-venstreinddelingen. De siger, at både socialisme og kapitalisme har været tilhængere af økonomisk vækst. Derfor vil de forkaste dette og i stedet stille et mål op, der hedder lavvækst/kvalitativ vækst/bæredygtig udvikling, og det har ikke noget med socialisme-/liberalismedimensionen at gøre.

Socialisme

Som socialist gik man som princip ind for fælleseje af produktionsmidlerne og en jævnere fordeling af formuer og indkomster. I mange socialdemokratiske partier er det blevet erstattet af et krav om lige muligheder og social mobilitet.
    Fælleseje kunne f.eks. opnås ved spredning af ejendomsretten (ex: Pensionskassernes investeringer) andelseje, og en jævnere fordeling via skattesystemet. Det er altså en slags Robin Hood politik med at tage fra de rige og give til de fattige. Folk skal have samme muligheder for uddannelse og gode jobs.

Venstrefløjens socialismeopfattelse
Den revolutionære socialismeopfattelse bygger på en analyse og kritik af kapitalismen som samfundssystem. Socialister opfatter arbejdsløshed som et resultat af det kapitalistiske samfundssystem, hvor produktionen sker for profit og ikke for at opfylde menneskelige behov.
   Ejendomsretten til produktionsmidlerne(fabrikker, jord, bygninger, maskiner) skal ifølge den marxistiske socialismes tankegang ikke være forbeholdt nogle få storkapitalister. Den bør spredes mere ud, især til de ansatte, som har været med til at skabe værdierne igennem deres daglige arbejdsindsats. Produktionen skal - ud fra hensynene til de menneskelige behov - styres, så den ikke eksempelvis forårsager arbejdsløshed og miljøødelæggelse.

Socialisme som radikalt demokrati
Udbygning af demokratiet kan bruges til at betvinge og styre markedsøkonomien:
Det centrale spørgsmål i en socialistisk udvikling er ´... ikke, om der eksisterer planøkonomi eller markedsøkonomi. Det centrale er det udstrakte demokrati og den heraf følgende mulighed for at opstille politiske målsætninger for samfundsudviklingen, som ikke nødvendigvis skal være i overensstemmelse med den snævre markedsøkonomiske logik.
   Der skal således være mulighed for at manipulere økonomien (og markedet), så politiske hensyn bliver vigtigere end snæver profitlogik. (Holger K. Nielsen: Frihed i fællesskab. Moderne Socialisme. København 1994)

Reformsocialisme (socialdemokratisk opfattelse)
I den moderne reformsocialisme, som f.eks. socialdemokraterne står for, går man ikke så meget op i, hvem der ejer produktionsmidlerne. De fleste socialdemokratiske partier har droppet fælleseje af produktionsmidlerne som endemålet for den socialistiske/socialdemokratiske bevægelse. I 1995 afskaffede det britiske Labour som et af de sidste socialistiske partier en bestemmelse i partiets vedtægter om, at de privatejede produktionsmidler skulle nationaliseres. I stedet formulerede den britiske Labourpartileder Tony Blair tanker om et "partshaversamfund" (på engelsk "stakeholder society"), dvs et samfund, hvor alle har part og del i samfundet som andelsejere eller på anden vis. De danske socialdemokrater har ført en debat om, hvorvidt partiet overhovedet skulle kalde sig "socialistisk".
   I midten af 1990'erne havde partiet en såkaldt "fornyerfløj" og en såkaldt "fundamentalistisk fløj", de sidste også kaldt "betonsocialister". En af fornyerne udtaler f.eks. ud fra et debatoplæg fra fornyerne om den reformsocialistiske fornyelse:

Den humanistiske socialisme tager ikke udgangspunkt i en økonomisk model, men i et udvidet næstekærlighedsbudskab... Alle mennesker har fra fødslen muligheder for et godt liv, men samfundsskabte forhold - dårlige bolig- og sundhedsforhold, ringe uddannelsesmuligheder o.lign. - kan hindre mange i at udnytte deres potentiale. Vi har brug for et stærkt fællesskab for at sikre alles muligheder... Hvis vi overlader for meget til kræfternes frie spil, får vi magtkoncentration, en urimelig indkomst- og formuefordeling og et samfund, hvor mange mennesker ikke får den livskvalitet, de ellers kunne få. (Erling Olsen i interview til Politiken 26.2.1996)

Fornyernes oplæg blev imødegået af et oplæg udarbejdet af en gruppe "fundamentalister". De skriver således om behovet for en "helt anderledes omfordelingspolitik":

For os er den demokratiske socialisme ikke blot et skønt ideal. Den repræsenterer den nødvendige forudsætning for at indrette produktionen og samfundsudviklingen efter menneskenes behov. Det er den eneste reelle metode til at redde miljøet, udrydde fattigdommen og skabe en hensigtsmæssig global arbejdsdeling, som ikke er omklamret og dikteret af globale virksomheders vilkårlige interesser. (Elise Pedersen, m.fl.: Liberalisme er sygdommen - ikke kuren. Her citeret efter Det fri Aktuelts ordrette gengivelse 14.3.96)

"Liberalisme er sygdommen - ikke kuren" afviser ikke, at ellers skrinlagte socialdemokratiske planer om ØD (Økonomisk Demokrati, dvs spredning af ejendomsretten til virksomhederne) kan genoptages. Det blev afvist af fornyerne med, at 60'ernes og 70'ernes løsningsforslag på samfundets problemer ikke dur i 90'erne.

Liberalisme

For liberalisterne er ejendomsretten en mere ukrænkelig størrelse. Der må ikke røres ved den private ejendomsret. Mennesket har ret til liv, frihed og ejendom. Det begrunder Venstremanden Anders Fogh Rasmussen med udgangspunkt i filosoffen Immanuel Kant, som har sagt, at mennesket bør betragtes som et formål i sig selv, ikke som et middel for nogen anden eller noget andet:

Hvis mennesker skal være et formål i sig selv, så må de nødvendigvis have ret til liv, frihed og ejendom. De må kunne udforme deres tilværelse, som de ønsker, uden at blive underkastet andres tvang - ellers bliver de gjort til et middel. Der er kun et eneste bånd, der retmæssigt kan lægges på et menneskes frie udfoldelse - og det er respekten for, at alle andre også har ret til fri udfoldelse. Det liberale samfund er derfor ikke et "junglelovssamfund". (Forord til Samfund uden stat - en nyliberal antologi. København 1992)

Den offentlige sektor må ikke blive for stor ifølge den liberale tankegang. Staten skal ikke opkræve for meget i skat. Pengene har bedre af at blive i de borgeres lommer, som har tjent dem. Staten skal ikke blande sig for meget.

Liberalisterne går imod Robin Hood-politikken med at tage fra de rige og give til de fattige, fordi de mener, denne politik går ud over kapitaldannelsen i samfundet og lysten til at yde en ekstra indsats. De vil snarere i de nordvesteuropæiske velfærdssamfund lave en "omvendt Robin Hood", fordi "lighedsmageriet" er gået for vidt i disse samfund med negative konsekvenser for folks lyst til at yde og bygge en virksomhed op.

Der har været debat blandt liberale om statens omfang. Det går lige fra at ønske "et samfund uden stat" over, at staten skal være en "minimalstat" og til ret veludbyggede velfærdsordninger. Liberale politikere, som får indflydelse og ansvar, f.eks. i kommunalpolitikken, kan ikke se bort fra, at der skal laves beskæftigelsesforanstaltninger for arbejdsløse og udbetales sociale ydelser til trængende mennesker.

VH-Skala

   Et af de steder, hvor der arbejdes med ideologier, er i de politiske partier. De har behov for at se samfundsudviklingen i helheder. Der skrives f.eks. partiprogrammer, hvor ideologiske elementer kommer til udtryk.

Partierne havde under det såkaldte fire-partisystem fra 1905 - ca. 1960 ideologiske opfattelser, der noget forenklet kan siges at svare til nogle af de  grundliggende opfattelser og interesser hos de befolkningsgrupper, der stemte på dem.

Figur 1: Venstre-højre skala under firepartisystemet

NYERE IDEOLOGIUDVIKLING

Med industrisamfundets omdannelse til service- og informationssamfund var klasseforholdene efter manges mening  ikke længere så entydige. I hvert fald den manuelle arbejderklasse blev mindre, der blev flere funktionærer. Om arbejderklassen er blevet mindre, afhænger dog af, hvordan man definerer den. Men hvis vi godtager argumentet om, at den blev mindre, eller klassedelingen mindre overskuelig og klar, så kom det til at påvirke ideologiudformningen.
    Ideologi drejer sig bl.a. om at give mål og retning for den politikudvikling, man står midt i. Den daglige virkelighed bliver et stort kaos, hvis man ikke har mål og retning et eller andet sted i baghovedet.
   I England fik man "den tredje vejs" politik. Det var Labours omdannelse til New Labour: Væk med de gamle krav om samfundsovertagelse af produktionsmidlerne. De forsvandt, da New Labour vedtog et nyt principprogram i midten af 1990'erne. I stedet skal man deltage i en "modernisering", med socialdemokratisk fingeraftryk, af samfundet. En af arkitekterne bag New Labour, Peter Mandelson, formulerer programmet således, efter at Labour har haft regeringsmagten i 6 år:

Der er mindst fire tvingende temaer i perioden fremover. For det første lighed. Lighed har altid været en central størrelse for venstefløjen. Men dette betyder ikke bare, at man skal være en moralsk kraft imod ulighed, men derimod en ægte omformende faktor for større social mobilitet. Sikring af stabil beskæftigelse for kvinder, snarere end øgning af bistandshjælpen, er det bedste middel imod børns fattigdomsfælde. Den anden opgave er at skabe en strategi for højere vækst og produktivitet, der giver en ramme for økonomisk reform, der er et alternativ til højrefløjens neoliberale forskrifter. Vi skal fjerne strukturelle stivheder, styrke konkurrencen og fremme dynamikken. For det tredje bør vi igen kigge på, hvordan vi kan bygge en ny politik. En faldende andel af vælgerne identificerer sig som enten "venstre" "eller højre" i dag. Derfor er vælgermæssig succes afhængig af, at man vinder kampen om strategi og nye ideer. Vi er nødt til at kæmpe kampen for en politik, der er relevant for en skeptisk og usikker befolkning, der sætter spørgsmålstegn ved politikeres evne til at skabe en forskel i deres tilværelse. Endelig behøver venstresiden et nyt svar på den voksende usikkerhed og utryghed. Det drejer sig om mere end beskæftigelse og økonomi; det indbefatter kriminalitet, indvandring, kvalitet og udbud af offentlig service, identitet og udenrigspolitik. Dette er en kraftfuld cocktail, der nådesløst udnyttes af højrefløjen i Italien, Holland og Østrig. Udfordringen for venstre består i at forstå og definere dette problem på venstrefløjens måde. Vi er nødt til at gentænke velfærdsstatens rolle m.h.t. at give "vugge til grav" tryghed i et samfund, der er mere komplekst og opsplittet, hvor universelle rettigheder ikke er en tilstrækkelig moralsk basis for et system for social velfærd og beskyttelse.  (Peter Mandelson: We need to rethink the welfare state. The Guardian, 25.4.03)

Der er ingen tvivl om, at Mandelson her siger noget rammende om idéudvikling i europæiske socialdemokratier, eller måske de mere højreorienterede af dem, i starten af det 21. århundrede. På den anden side er der nok heller ingen tvivl om, at det er idéer, der hovedsagelig finder klangbund hos store dele af de relativt priviligerede i det moderne "2/3 velfærdssamfund". Den marginaliserede tredjedel vil være svær at få i tale med disse idéer. Der er da også ved at danne sig både en betydelig venstreopposition (bl.a. det trotskistisk inspirerede Socialist Alliance) til venstre for Ny Labour i Storbritannien og en opposition i midten af det politiske spektrum omkring Liberaldemokrater og Grønne.
    Den europæiske venstrefløj fik ny inspiration i forbindelse med Irakkrigen i 2003. Den gav mulighed for en modstand imod det, man ser som en ny amerikansk-britisk imperialisme og stræben efter amerikansk globalt herredømme, der udspringer af den ny-konservative elite, der kom til magten i Washington i starten af 2001 med valget af George W. Bush til præsident. Denne udvikling kommenterer Mandelson også:

Den amerikansk ledede militærintervention i Irak har givet mange på Kontinentets venstrefløj et fagre nyt kampråb, en bekvem forenende kraft efter deres nylige nederlag til et fremstormende nyliberalt Højre. Men det er en illusion, hvis venstrefløjen tror, at skabelsen af en ny antiamerikansk massebevægelse er svaret på deres politiske bønner. Denne misforståede fundamentalisme vil ikke fremme vore mål for global social retfærdighed, som kun kan opnås i partnerskab med et internationalistisk USA.

Debatten er interessant. Den er udtryk for, at Venstre-Højre ideologimarkeringer ikke længere kan ses så isoleret nationalstatsligt som tidligere, men at den globale dimension i stigende omfang må inddrages. Så er det lige meget, om man diskuterer velfærdssamfund, indvandrere eller udviklingen i international politik. Det kan godt være klasseskel ikke ses som afgørende af vælgerne i rige europæiske velfærdssamfund. Men på globalt plan er de økonomiske forskelle i mange tilfælde vokset.
    De moderne massemedier, især TV, bevirkede i Danmark, at politik flyttede fra forsamlingshusene og provinsbyernes valgmøder til TV-skærmen. Senere bredte også kabel-TV og private reklamefinansierede TV-kanaler sig. Det gjorde det muligt for medietrænede politikere at samle store vælgermasser omkring sig. Ofte kunne det ske på enkeltsager, f.eks. Irakkrigen, som f.eks. i USA førte til en patriotisk bølge, der nedtonede partimæssige og ideologiske forskelle. Dermed svækkedes ideologierne, og nogle mente, det slet ikke var nødvendigt med ideologi mere.

Figur 2: Venstre-højre skala efter 1973

Mange mener, at ideologierne er påvirket af det, man kalder postmoderniteten. Der er f.eks. tale om en postmodernistisk synsvinkel, når Mandelson ovenover taler om en befolkning, der sætter spørgsmålstegn ved politikeres evne til at skabe en forskel i deres tilværelse. Eller når han taler om, at en faldende andel af vælgerne identificerer sig som enten "venstre" "eller højre".  Postmodernitet betyder, at troen på uundgåelige fremskridt, at samfundet kan planlægges rationelt, er opgivet,  altså at vi med brug af videnskaben og den højere fornuft kan indrette det gode samfund.

Produktionens og samfundets indretning har ændret sig væsentligt gennem det 20. århundrede. Produktionsteknikken i industrien har ændret sig væk fra forhåndsindstillede produktionssystemer, som styrer arbejderne og bestemmer organisation og produktudformning (standardiserede masseprodukter), og over til produktionssystemer, som er lette at omprogrammere. Computerstyring kommer ind overalt. Det øger omstillingsevnen. Forbrugernes behov og efterspørgsel bliver afgørende for, hvilke typer af produkter der kommer på markedet. Stordrift og standardisering er ikke længere det eneste saliggørende.

Småvirksomheder kan med fordel benytte den nye produktionsteknik. De er tættere på kunderne og kan få lavet de serviceydelser uden for virksomheden, som store virksomheder før fik lavet i virksomheden. Netværk af småvirksomheder bliver derfor mere velegnede til omstilling end masseproduktionens storvirksomheder.

Samfundet bliver præget af mere individualisering, specialisering og af vækst i serviceerhverv og informationssektor. Dermed bliver klassestrukturen mere differentieret. Man vil ikke længere i samme grad se industrisamfundets klare opdeling i lønmodtagere og kapitalejere. Det gør, at partierne ikke længere kan definere sig i forhold til bestemte samfundsgrupper. Deres opgave bliver i højere grad at "sælge" et identitetsgivende mediebudskab. Det ser man f.eks. i amerikansk politik, hvor det er sværere at se en polarisering i venstre- og højrefløj, og hvor begreber som socialisme og liberalisme nærmest ikke eksisterer. En "liberal" i USA er identisk med en "progressiv", ja, næsten "venstreorienteret". Udviklingen har også ført til, at mange danske partier bliver skeptiske over ideologibegrebet. Nogle midterpartier (f.eks. CD) og centrumhøjrepartier (f.eks. De Konservative) har erklæret sig for ideologiløse.

Død og/eller genkomst? - er de herskende tanker de herskendes tanker?

Man ser imidlertid, at debatten om ideologi alligevel svinger frem og tilbage. Ideologierne har det med at blive ved med at poppe op, på trods af irritationen over dem og forsøgene på at mane dem i jorden. Svenskeren Herbert Tingsten erklærede allerede i 1950'erne ideologierne for døde, og siden er debatten bølget  frem og tilbage. Hvad man kan konstatere er, at der i perioder sker en genoplivning af interessen for politisk ideologi. Der er visse grundliggende samfundsspørgsmål, mennesker søger svar på. Det kan være spørgsmål som:

- Lederskab og græsrødder: Hvor stort et hierarki? Hvor meget magtdistance mellem "høj" og "lav"?
- Frihedsbegrebet. Frihed over for lighed og frihed over for kollektivitet/fællesskab - er der en modsætning?
- Hvordan opfatter man, at den sociale orden, f.eks. kapitalismen, er blevet tilvejebragt? Og behøver den være sådan, som den er?
- Fordelingen af goderne. Mere lighed eller mere ulighed?
- Social forandring. Hvordan bør samfundsmæssige ændringer, og her tænkes på mere grundlæggende strukturændringer, ske?
- Hvad skal de overordnede samfundsmæssige mål for samfundet fremtidige udvikling være? Hvilke midler er acceptable
   for  at   nå/realisere målene? Hvilke værdier tillægges vægt?

Figur 3: Værdier og holdninger i amerikansk socialkonservatisme primo 21. årh. og socialisme

Ideologier indeholder som oftest nogle grundlæggende værdier og analyser af samfundet. Disse kan være forbundet mere eller mindre logisk med den konkrete stillingtagen til samfundsmæssige spørgsmål. En af de førende ideologiske strømninger på USA's højrefløj i starten af det 21. århundrede har været det såkaldte "religiøse højre". Ud fra en grundlæggende kristen fundamentalisme har man haft meget stålsatte holdninger til ægteskab, kernefamilie, abort og homoseksualitet. Da præsident Clinton således ville tillade erklæret homoseksualitet i det amerikanske militær i 90'erne, kom han under kraftigt pres fra det konservative religiøse højre. I dette højres syn på kernefamilie, f.eks. når det gælder enlige sorte mødre, udvikles der holdninger omkring beskyttelse af kernefamiliens værdier, der kan beskrives som socialkonservatisme. Sociale problemer anskues ud fra en optik, der hedder "familiens krise", "værdiernes opløsning", etc. Da debatten om homoseksuelles indgåelse af ægteskab og adoption af børn kom på dagsordenen i USA, kom også den konservative George W. Bush under pres.
    Ideologibegrebet er også blevet anvendt på en anden måde end om skiftende politiske holdninger, der er forankret i grundlæggende værdier og stillingtagender til samfundet. Denne opfattelse ses ifølge den anden som en slags subjektiv fortolkning af samfundsforholdene. Det er modsat den i marxismen gængse opfattelse af ideologi som også et "objektivt" fænomen, idet det er blevet anvendt om en klasses opfattelse af sig selv og sin stilling i samfundet, hvor denne er bestemt (dialektisk) af den dominerende samfundsstruktur. Den dominerende samfundsmæssige ideologi er da den herskende klasses ideologi. Der er naturligvis en sammenhæng imellem disse anvendelser af ideologibegrebet, men optik og fokusering er forskellige. I marxismen bliver ideologibegrebet da også et spørgsmål om at tage stilling for eller imod den sociale orden. Kapitalismen skabte en social orden med et borgerskab og en arbejderklasse med hver sin ideologi om samfundets beskaffenhed. Samfundsideologien bliver til som et resultat af de rådende produktionsforhold: De herskende tanker er ikke andet end det ideelle udtryk for de herskende materielle forhold. (Karl Marx i Den tyske Ideologi). Forskellige tider bringer forskellige dominerende klasser til magten. Det frembringer forskellige dominerende tanker:

I den tid aristokratiet herskede, herskede begreberne ære, trofasthed, etc, i den tid bourgeoisiet herskede, herskede begreberne frihed, lighed, etc. Den herskende klasse bilder gennemgående sig selv dette ind. (Den tyske Ideologi).

Disse begreber almengøres, så de opfattes som rigtige og naturlige, uden at man tænker nærmere over det:

Mere og mere abstrakte tanker kommer til magten, dvs tanker, som mere og mere antager form af det almene. Hver ny klasse, som sætter sig i stedet for en, der herskede før den, er nemlig - allerede for at gennemføre sit mål - nødt til at fremstille sin interesse som fælles interesse for alle medlemmer af samfundet, og det vil ideelt udtrykt sige: at give sine tanker form af det almene, at fremstille dem som de eneste fornuftige og almengyldige (Den tyske Ideologi).

På den måde antages det altså, at de dominerende tanker og forestillinger er udtryk for de dominerendes interesser, som igen har sit udspring i produktionsrelationerne. Da disse er "objektivt givne", har vi altså her at gøre med en opfattelse af ideologi, der forankres dybere i en samfundsanalyse, end når man ser ideologi som et subjektivt udtryk for "synspunkter" og "holdninger".
 

Globaliseringsdiskussion i sluthalvfemserne og murens fald i 1989 udgangspunkt for nye ideologiske markeringer

Debatten om globaliseringen har f.eks. ført til, at forskellige nye sociale bevægelser forsøger at mobilisere omkring og formulere helhedsopfattelser af deres syn på verden. Man kan således sige, at der er en dominerende neoliberal opfattelse og en opfattelse, der er blevet kaldt antiglobalisering, men som tilhængerne af dette standpunkt selv vælger at betegne på andre måder, f.eks. "globalisering nedefra". "Historiens slutning" hypotesen kan siges at være en ny variant over temaet "ideologiernes død". 

Seattle-bevægelse og Verdens sociale Forum

Fukuyamas opfattelse af en verdensorden bygget på det liberale demokratis og kapitalismens konsensus og harmoni er blevet afvist fra flere sider.
    Styrken i den såkaldte Seattlebevægelse har overrasket mange. I slutningen af november 1999 var der møde i WTO i Seattle. Det var meningen, man skulle starte en ny toldreduktionsrunde inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen WTO. Mødet blev imidlertid afbrudt af heftige demonstrationer. Demonstrationerne fortsatte de kommende år ved nye møder i IMF, Verdensbanken og WTO, organisationer, som man fra demonstranternes side så som varetagere af rige vestlige landes interesser og vendt imod de fattige lande i Syd.
    Det blev også fulgt op af møder i Verdens Sociale Forum i Porto Alegre i Brazilien, det første i 2000. Her formuleredes sloganet "En anden Verden er mulig". Det er i virkeligheden en slags genoplivning af den marxistiske idé på globalt niveau. Den socialistiske utopi forsøgte også at formulere en vision om, at "en anden verden er mulig".
   Det vil sige, at man afviser Fukuyamas forestilling om, at historien er kommet til sin slutning. Den såkaldte globalisering, der kan ses som  den kapitalistiske markedsøkonomi i sin nyliberale udformning, fører til uretfærdigheder socialt og økonomisk, siger man i den nye bevægelse:

Jorden oplever således en koloniseringsepoke som, da opdagelsesrejserne og koloniseringen nåede ud over kloden. Men, mens de vigtigste aktører under de tidligere opdagelsesrejser og koloniseringer var staterne, så er det dennegang virksomheder og konglomerater, private industrielle og finansielle grupper, som har til hensigt at dominere verden. Aldrig før har verdens herskere været så få i antal, og aldrig før har de været så magtfulde. Disse grupper befinder sig i Triaden – USA, Europa, Japan, men halvdelen befinder sig alene i USA. Det er i bund og grund et amerikansk fænomen.

Denne koncentration af kapital og magt er basalt set accelereret i løbet af de sidste 20 år, under påvirkningen af de teknologiske IT revolutioner. Et nyt spring fremad vil ske i starten af det nye årtusinde, med beherskelsen af de nye genteknologier og teknologier til manipulation med livet. Privatiseringen af det menneskelige genmateriale åbner nye perspektiver for kapitalismens ekspansion.

Globaliseringen tager ikke så meget sigte på at erobre lande som at erobre markeder. Det drejer sig om at bemægtige sig rigdomme. Det følges af imponerende ødelæggelser. Hele industrier kappes brutalt af, hele regioner rammes. Med de sociale lidelser, som deraf følger, så som massearbejdsløshed, underbeskæftigelse, marginalisering, eksklusion. Overudbytning af mænd, kivinder og – hvad værre er – børn : 300 mio. børn bliver udnyttet, under vilkår, der er udtryk for en brutalitet, man ikke tidligere har kendt.

Globaliseringen er også udplyndringen af planeten. De store grupper trækker profit ud af naturen, som er menneskehedens fælles gode, og de gør det uden skrupler og uophørligt. Det følges op af den finansiel kriminalitet, som er forbundet med forretningsverdenen, og de store banker, som recykler de 1000 milliarder dollars om året, dvs mere end det bruttonationalprodukt, som en tredjedel af menneskeheden præsterer. (Ignacio Ramonet: Globalisering og ulighed. Indlæg på 2. WSF-møde i 2001)

Man vender sig altså imod, at produktionen styres af profithensyn, og at nogle kan tilegne sig profitten i højere grad end andre. Uretfærdighederne er udtryk for, at ikke alle drager fordel af  globaliseringen på lige vilkår. Ofte åbnes markedsadgangen på måder, der favoriserer de rige og konkurrencedygtige, så de økonomisk-sociale forskelle i Verden forstærkes. Frihandel fungerer ganske enkelt ikke så gavnligt, som det formodes af tilhængerne af den. Derfor kræver man f.eks. i stedet for "frihandel" "fair handel". "Fair handel" er udformet sådan, at de fattige og økonomisk svage lande på forhånd gives en slags handicapfordel. Man forlanger også landbrugsordningerne i de rige lande aftrappet, så der kan komme reel frihandel på områder, hvor de fattige lande har en mulighed for at gøre sig gældende på markedet.
   Hvad det så er for "en anden verden", man forestiller sig, er ikke formuleret særlig detaljeret. Men det prægede også marxismen. Marx var stærk i kritikken af kapitalismen, men han nåede aldrig at få gjort detaljeret rede for alternativerne, ikke andet end som f.eks. "yde efter evne, nyde efter behov", og at fremmedgørelsen hører op under socialismen, fordi de umiddelbare producenter fordeler arbejdet imellem sig i en samarbejdsproces, der formuleres som "fri association".

OPGAVE:
1. Hvad menes der med begrebet "ideologi"?
2. Hvilke hovedideologier er efter din mening relevante i det danske samfund i dag?
3. Hvad menes med "ideologiernes død" hypotesen? Er denne tese relevant til forståelse af bevidsthedsformer i det postindustrielle samfund?
4. Kan globaliseringen komme til at påvirke ideologierne i Danmark?